Tysk dokumentarprogram fra 2008.Opiumskrigene havde tvunget Kina til at åbne for handelen med vestlige magter, men i slutningen af 1800-tallet opstod en fremmedfjendtlig, folkelig bevægelse, der var rettet mod udenlandsk indflydelse, især katolske missionærer og kristne kinesere. Europæerne kaldte dem boksere på grund af deres traditionelle kampteknik. Bevægelsen var støttet af enkekejserinde Tsi-Hsi og kulminerede år 1900, da bokserne og kejserlige styrker sammen belejrede ambassadekvarteret i Beijing. De indespærrede levede under forfærdelige forhold, ikke mindst de 3000 kristne kinesere, der havde søgt beskyttelse på ambassadeområdet. Efter otte uger blev de belejrede befriet af en international undsætningsstyrke. Kina kom til at betale dyrt for miseren, der i høj grad var medvirkende til kejserstyrets fald i 1911.  
|