Dansk drama fra 1962 Et tysk marinefartøj anløber den lille idylliske ø Vestø i Danmark under Anden Verdenskrig. Den tyske kaptajn Weiss (Dieter Eppler) og hans mandskab er på en lidt speciel mission - de skal beslaglægge Jersey-koen Venus, som tyskerne vil bruge til at grundlægge en ny kvægrace. Øens befolkning er på panikkens rand, men ikke mere end en vanvittig idé ser dagens lys. Øens stolthed Venus skal reddes af en engelsk ubåd - og de gale englændere er med på ideen!
I "Danske film fra A til Z" roser Morten Piil filmen og skriver: "Helt genial, alvorlig og sjældent smukt neddæmpet er Dirch Passer som sværmerisk pacifist.. ". Den berømte sangerinde Vera Lynn medvirker også og synger et nummer.